Allerød gemmer fortsat på spor efter de mennesker, der boede her længe før os. Nye arkæologiske fund ved de kommende kunstgræsbaner tyder på, at området kan have været en del af en større jernalderbebyggelse.

Forud for anlægget af kunstgræsbanerne i Allerød har Museum Nordsjælland undersøgt området. På 14.582 kvadratmeter er der blandt andet fundet spor efter 18 huse, en kælder, gruber, kogestensgruber, kulturlag og stolpehuller. Fundene omfatter både jernalderen og senere aktivitet fra 1700- og 1800-tallet, skriver Allerød Online

Fundet står ikke alene.

Vest for det nye fundsted blev der allerede i 2005 udgravet en jernalderbebyggelse, som arkæologerne dengang tolkede som en egentlig landsby. Derfor vurderer Museum Nordsjælland, at de nye spor kan være en del af en større bebyggelse og dermed give os et bedre billede af livet omkring Allerød for 1.500-2.000 år siden.

Det er altså ikke bare nogle enkelte stolpehuller, der nu er dukket op. Fundene kan være endnu en brik i fortællingen om et område, hvor mennesker har levet, arbejdet og bygget huse gennem århundreder.

Udgravningen får dog en pris. Allerød Kommune skal foreløbig afsætte 2 millioner kroner, mens Slots- og Kulturstyrelsen har godkendt et maksimumbudget på 2.528.310 kroner inklusive moms.

Jeg er faktisk overrasket over mekanismen i, at det er Kulturministeriet, der egenhændigt beslutter sig for, om der skal graves ud – og samtidigt kan beslutte, at det udelukkende er en kommunal udgift

Michael Nørregaard (V), næstformand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget.

Udgravningen er planlagt til september og oktober. Derefter kan arbejdet med kunstgræsbanerne fortsætte, og efter den nuværende tidsplan forventes banerne færdige i sommeren 2027.

Blovstrød LiV følger op på sagen …