Min storebror Ole Palmkvist Knudsen døde kort før jul. Han havde siden Corana-udbruddet haft en række hjerneblødninger, men denne gang overlevede han ikke. Han var nu en skygge af sig selv, og ventede egentlig kun på at døden skulle udfri ham.. Det gjorde den – hurtigt og uden nogen form for angst eller smerte. Så min fornuft fortæller mig, at det kun var godt, at han fik fred nu.

Men jeg savner den, han var. Lige fra han blev født var han noget helt særligt, og han og jeg kunne altid lave ballade. Som at ryge fars cerutstumper i en pipe. Eller kaste kirsebærsten i hovedet på de “gamle” når de sov middagslur i kolonihaven, eller …

Da vi blev unge og voksne blev vi ikke mindre larmende. Husker stadig hvordan vi sang “skønjomfru luk dit vindue op”, så Vivi rødmede klædeligt. Eller hvordan du fandt på, at jeg skulle spille en 12 takters blues akkompagneret af en Tuba. Eller når vi sammen spillede formuer ind på Strøget til “Afrika Sulter”. For penge havde vi ikke, men synge kunne du. Ingen glemmer eksemplvis nogensinde din version af sangen “sutte, sutte ikke bide”!

Mænd havde du mange af i dit liv. Men du fik lov til at opleve den store kærlighed i dit mere end 25 år lange ægteskab med Jesper.

Indtil du blev syg, glemte du heller aldrig mine børn. Du var en sjov og altid opfindsom farbror, som også lærte dem begge at spille klaver.

Jeg savner dig, som du var Ole. Og jeg er sikker på, at når jeg engang dør, så mødes du og jeg i rygerkupeen, og laver en hel masse fis og ballade. Som dengang vi fik dirket døren til det brune s-tog op, så vi kunne hænge skrigende ud af vinduet hele vejen mellem Herlev og Skovlunde. Eller dengang da vi legede inde på det stadigt aktive Østre Gasværk. Eller dengang præstesønnen fik os alle til at … Nej nu må jeg vist hellere tie stille. For nu 🙂