Enhedslistens byrådsmedlem Sally Dorthea Fischer foreslår, at tunneller og elskabe i kommunen udsmykkes med kunst – og finansieres med donationer
Hvis det står til Enhedslistens byrådsmedlem Sally Dorthea Fischer, skal det være slut med grå og kedelige tunneller og elskabe.
Hun er medlem af Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget og vil gerne have, at udvalget står i spidsen for et projekt, hvor det er kunst, der skal overtage den grå flade i tunneller og på elskabe.
Hun har derfor haft en sag på dagsordenen, hvor det netop er målet.
-Vi har i Allerød Kommune flere tunneller, hvoraf de fleste er grå beton. Vi har samtidig flere foreninger, der ville kunne samarbejde om at være tovholdere på et kommunalt kunstprojekt, hvor grupper af borgere guides igennem kreative processer og afslutter projektet med at dekorere kommunens tunneller og elskabe, fremgår det af hendes forslag, og hun fortsætter:
-I Albertslund Kommune har man dekoreret tunnelen under S-togsstationen og i Roskilde lader projektet Gadekunst for børn, børn dekorere elskabe i kommunen. I Ballerup Kommune har man valgt at lade kunstneren Ricky D. udsmykke kommunens elskabe med dyremotiver.
I Allerød Kommune har vi adskillige uudnyttede flader, som vil kunne blive til smukke kunstværker. Vi har også mange lokale ildsjæle, der ikke bare brænder for kunsten, men også er dygtige på hver deres måde.
Hun foreslår derfor bl.a. følgende:
– Vi inviterer lokale kunstnere, kunstforeninger, billedkunstlærere ol., til at være frivillige ledere i projektet og arrangere workshops for borgerne.
– De frivillige ledere mødes og udveksler viden om kommunen og ideer til indholdet i workshopsne.
– Hver leder afholder 4-6 workshops med en gruppe af borgere, der har lyst til at være med i projektet, om hvordan den konkrete dekoration af området skal tage sig ud.
– Borgergrupperne sammensættes ud fra tidspunktet workshopsne afholdes på, eller ud fra hvilket område der er interesse i at dekorere.
Hun foreslår tillige, at projektet finansieres via private donationer og fondssøgning.
Projektet genoptages til behandling i udvalget, når forvaltningen har udarbejdet et notat om sagen.
| Denne artikel er skrevet til Allerød Online og bringes uændret her som en del af indholdssamarejdet mellem Allerød Online og Blovstrød LiV. |

Skriv et svar