Fredag d. 20 marts 2026 kunne Blovstrød LiV som de første berette, at blomsterbutikken “Krukkerne” i løbet af oktober lukker. Vi havde vidst dette et stykke tid, men efter ønske fra forretningen, ventede vi med at offentliggøre nyheden, til den dag, de selv var klare til at offentliggøre hændelsen.
Metoden, vi anvendte var enkel: Vi søgte efter erhvervslejemål i Allerød, og som en af de første kom “Krukkerne”s lokaler. Derudover anvendte vi de regnskabsdata, alle gratis kan læse på cvr.dk.
Men faldt vi over andre? Ikke umiddelbart; de fleste havde allerede været ude med nyheden. Eksempelvis Skjold Burne og Allerød Foto. Men tre tendenser er tydelige:
- Der er rigtig mange af forretningerne i Midtbyen, som har givet store underskud de sidste år. Derfor er det formentlig kun et spørgsmål om tid, før vi ser de næste, der lukker. Det er trods alt de færreste, der vil betale penge for at gå på arbejde. Selvom de tider, hvor man kunne få en pose penge med sig i form af Goodwill er helt forbi i Midtbyen.
- Der er også en del tomme lokaler på første-salenene i bygningerne, hvor mange rummer kontorlokaler. Dermed øges det økonomiske pres på bygningsejerne. Måske derfor prøver de at sætte huslejerne op. Som det kunne ses ved Krukkerne.
- De forretninger, som klarer sig bedst, har ingen direkte konkurrence fra internettet: Frisører, Tandlæger, Fodterapeuter og alle de andre, som gør noget ved din krop (eller appetit). De butikker, som på den ene eller anden måde (også) sælger via internettet (som guldsmeden) ser også ud til at kune klare sig.
I andre byer ser man helt samme udvikling. Men hvordan skaber man så liv i Midtbyen? Denne opgave kan kun løses ved at de forretningsdrivende, bygningsejerne og lokalpolitikerne sætter sig sammen, og drøfter, hvad der KONKRET kan gøres på kort og langt sigt.
Jeg har hørt fra flere kilder at et sådant møde skal holdes d 26. Marts.
Vi venter spændte på resultaterne!

Skriv et svar