Hav lidt tålmodighed med os, kære læser, for sagen om trinbrættet der blev til en station er måske opklaret, men ikke løst endnu. Det er desværre ikke nogen ligegyldig detalje der plager os, fordi den kan have betydning for bla. Blovstrødborgernes ejendomsværdifastsættelse, priser for forsikringer, planlægning af offentlig transport og meget mere.
Hvis du gerne vil læse om sagen fra starten, så kan du begynde her: https://blovstroedliv.dk/laeserne-spoerger-er-hoevelte-trinbraet-vores-nye-station/
Senest svarede Vurderingsstyrelsen, at klassifikationen som Station var Klimadatastyrelsens opgave og ansvar. Derfor tog vi fat i KIimadatstyrelsen,som nu har svaret os,
Tak for din henvendelse vedrørende Høvelte Trinbræt og dens anvendelse.
Klimadatastyrelsen registrerer stationer ud fra definitionen af, at der er tale om et sted, “hvor af- og påstigning for skinnebåret persontransport er mulig”. Den pågældende lokalitet opfylder denne definition, idet der er mulighed for passagerbetjening med tog.
For registreringen er det således ikke afgørende, hvor mange afgange stationen har, hvilken stand stationen er i, eller hvilken persongruppe der primært benytter stationen. Det afgørende er, om der er mulighed for af- og påstigning for skinnebåret persontransport.
Klimadatastyrelsen videregiver data om stationens placering samt oplysninger om antal afgange til Skatteforvaltningen. Oplysninger om antal afgange henter vi fra Rejseplanen.
Det er Vurderingsstyrelsen, der beslutter, hvordan disse data indgår i beregninger og modeller i forbindelse med ejendomsvurderinger.
Spørgsmål til, hvordan stationsdata konkret indgår i ejendomsvurderingerne, skal derfor rettes til Vurderingsstyrelsen. Du kan læse mere på Vurderingsportaleneller kontakte Vurderingsstyrelsen på telefon 72 22 16 16.
Klimadatastyrelsen foretager sig ikke yderligere på baggrund af din henvendelse.
Aha … vil den kvikke læser sige. Det er jo en logisk fejlslutning, lige som “en sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten” fra Holbergs komedie “Erasmus Montanus”.
Derfor forsøgte vi i et høfligt tilbagesvar at spørge til, hvorfor DSB så ikke katagoriserer Høvelte Trinbræt som en station, som man kan se i denne oversigt over stationer i Danmark: https://www.dsb.dk/trafikinformation/stationer/
Desværre har vi ikke hørt noget endnu. Men vi holder fast ….
