Det var Ekstra Bladet, som i 1991 lancerede ordet “øjebæ”. Så vidt jeg husker var det avisens mangeårige chefredaktør Sven Ove Gade, som brugte ordet første gang om den grimme sorte HT-terminal på Rådhuspladsen. Jeg er sikker på at han ville bruge nogle lignende ord om det hegn, som i denne tid bliver opført rundt om de flotte kontorlokaler på Sortemosevej 2. Men modsat den sorte klods på Rådhuspladsen forsvinder hegnene ikke. For de er helt nødvendige for den virksomhed, der er flyttet ind.
Det er Weibel Scientific, der har lejet de lokaler, som blandt andre Apple, ATP og Niras har boet i. Den lidt anonyme virksomhed ligger her i Allerød. De producerer blandt andet meget avancerede radarsystemer, som kan anvendes til at bistå i sporing og nedskydning af droner. Se mere om virksomheden på deres hjemmeside: https://www.weibelradars.com
De har realiseret en imponerende vækst de sidste fem år, fremgår det af årsrapporten:
- Omsætning: fra 420 millioner kr til 903 millioner kr
- Et overskud som har ligget stabilt på omkring 50 millioner kr pr år.
- Antal ansatte: fra 263 til 609.
Det er ikke så ringe, som en vestjyde ville sige.
Weibel har som nævnt allerede to lokationer i Allerød. Men de mangler plads til de mange nye medarbejdere.
Men hvorfor det grimme hegn?
Weibel oplyser, at det skyldes krav fra deres kunder (som jo er militær, rum- og sikkerhedsfirmaer).
Derudover betegnes trusselsniveauet mod Danmark både af efteretningtjenesterne og statsministeren som bekymrende højt. Og russiske repræsentanter har gentagne gange udtalt slet skjulte trusler mod danske virksomheder, der hjælper Ukraine.
Virksomheden oplyser derudover, at de har fået alle nødvendige godkendelser fra Allerød Kommune.
Derfor hegnet. Selvom det virkelig er en øjebæ.
Og modsat den sorte kasse på Rådhuspladsen bliver hegnet stående lang tid endnu. Med mindre verdenen pludselig bliver meget mere fredelig ….
PS: af frygt for at blive arresteret for spionage har vi ikke fotograferet hegnet. Derfor er det et andet hegn et andet sted, der er gengivet på ovenstående foto fra Wikipedia
Men det er ca. samme højde som det, der pt rejses ved bygningerne på Sortemosevej 2.

Skriv et svar