For at imødekomme de stigende behov for boliger i takt med en aldrende befolkning, flere enlige og en generel befolkningstilvækst, skal boligudbuddet gentænkes.

Det er eksempelvis nødvendigt at finde ud af, hvordan der skabes boliger til par og enlige, som stadig lever i det hus, de flyttede ind i, da de var en børnefamilie. De såkaldte “empty nesters”.

Nu er seks anbefalinger på plads for at sikre, Allerød Kommune kan tilbyde boliger, der passer til fremridens behov. De er:

  • Integrer trivsel, tryghed og fællesskab i by- og boligudviklingen.
  • Udarbejd en arkitekturpolitik for både by og land.
  • Skab flere mindre, betalbare boliger med fokus på blandede ejerformer.
  • Brug fortætning som et strategisk redskab til by- og boligudvikling
  • Prioriter transformation, renovering og genanvendelse frem for nybyggeri.
  • Understøt boligvalg, tilgængelighed og boligrotation gennem en kommunal vejledningsfunktion.

I 2024 nedsatte Allerød Byråd et opgaveudvalg bestående af fagfolk, eksperter og byrådsmedlemmer for at adressere fremtidens boligbehov. Udvalget har gennem de seneste år analyseret data, inddraget borgere og modtaget faglige oplæg. Resultatet er en rapport med seks strategiske anbefalinger til byrådet.

Miki Dam Larsen, formand for opgaveudvalget og medlem af Allerød Byråd, uddyber i en pressemeddelelse:

Boligdagsordenen er kompleks, og der findes ingen enkelt løsning. De seks anbefalinger giver os dog et fælles afsæt for at bevæge os fremad – både politisk og i samarbejdet med borgere og aktører. Det er afgørende, at vi tør tænke nyt, samtidig med at vi bevarer det, der gør Allerød unikt.

Miki Dam Larsen, understreger vigtigheden af by- og boligudvikling for kommunens sociale, økonomiske og klimamæssige udvikling. Rapporten giver et solidt grundlag for beslutninger, der skaber værdi for alle borgere, uanset alder, familiestatus eller baggrund.

Anbefalingerne danner grundlag for en langsigtet og helhedsorienteret boligpolitik, der omsættes til konkrete handlinger og partnerskaber. Rapporten understreger vigtigheden af tæt dialog og samarbejde med borgere, boligorganisationer og private aktører i boligudviklingen – kommunen kan ikke klare opgaven alene.

Læs mere her: https://alleroed.dk/pressemeddelelser/2025/dec/livtag-med-fremtidens-boligudfordringer