Parkering skal give adgang til byernes liv. I Midtbyen, Blovstrød og Lynge. Også om aftenen

Parkering skal give adgang til byernes liv. I Midtbyen, Blovstrød og Lynge. Også om aftenen

Tre timer er for lidt til flere af aktiviteterne på Allerød Bibliotek, fortæller foreninger til Frederiksborg Amts Avis. Ved boldbanerne i Blovstrød henviser kommunen nu bilister til hallen. Begge steder handler debatten om, hvordan borgerne kommer sikkert frem til de tilbud, de gerne skal bruge.

En parkeringsplads skal gøre det muligt at deltage. Men hvad sker der, når tiden på p-skiven er kortere end arrangementet, eller den vante parkeringsmulighed forsvinder under et vejarbejde?

De spørgsmål står centralt to steder i Allerød Kommune: omkring biblioteket i Lillerød og ved fodboldbanerne langs Blovstrød Teglværksvej.

Foreninger ønsker mere tid

Frederiksborg Amts Avis beskriver i dag hvordan Lillerød Bridgeklub og Ældre Sagen Allerød oplever parkeringsproblemer ved biblioteket. Byggeriet har reduceret antallet af pladser, og foreningerne frygter følgerne af at håndhæve den eksisterende grænse på tre timer.

Bridgeklubbens spil varer typisk fra klokken 13 til 16.30, nogle gange til 17. Hos Ældre Sagen kan et tirsdagsarrangement med samvær inden foredraget strække sig fra klokken 12.30 til 16.

Til avisen efterlyser formændene Bent Benemann Bischoff og Erik Thomassen derfor mindst fire timers parkering eller tilladelser til de dårligst gående. Bridgeklubben frygter at miste medlemmer, hvis reglerne gør det vanskeligt at deltage.

Borgmester Clara Rao (V) siger til avisen, at tidsgrænsen skal bero på en faglig vurdering, hvis kommunen går videre med parkeringskontrollen. Hun forventer således ikke, at byrådet den 19. november nødvendigvis fastlægger en bestemt tidsgrænse.

Kontrol af eksisterende regler

Kommunens forslag er at indgå en aftale med det offentligt ejede P-Nord om parkeringskontrol fra begyndelsen af 2027. Byrådet skal behandle sagen den 19. november.

Der er allerede tidsbegrænset parkering på en række kommunale parkeringspladser

Formålet med kontrol er ifølge kommunen at begrænse heldagsparkering på de centrale pladser og sikre, at flere kan komme til bibliotek, genoptræning og butikker. Allerød Handelsforening støtter initiativet.

Kommunen har samtidig sat en parkeringsanalyse af bymidten i gang. Den skal blandt andet belyse belægning, parkeringstid og behov. 

Kommunen: Brug parkeringen ved Blovstrødhallen

I Blovstrød har brugere af fodboldbanerne henvendt sig til Blovstrød LiV, fordi de tidligere, uofficielle skråparkeringer langs Teglværksvej er væk. De efterlyser sikre steder at stille bilen under vejarbejdet.

Kommunens projektleder og henviser i et skriftligt svar den 6. november til parkeringspladserne ved Blovstrødhallen:

– Der er sikre parkeringsmuligheder på parkeringspladserne ved Blovstrødhallen. Det er den etablerede parkering til idrætsanlægget, hvorfra der er forbindelse til fodboldbanerne.

Han oplyser samtidig, at det afmærkede område på Blovstrød Teglværksvej er arbejdsområde for de nye cykelstier. Ifølge kommunen må der ikke parkeres i rabatten inden for afmærkningen. Entreprenøren har suppleret skiltningen med standsningsforbud for at holde biler ude af arbejdsarealet.

Redaktørens kommentar: Hele vejen skal fungere

I min tidligere kommentar til parkeringsdebatten pegede jeg på den samlede fremkommelighed til Midtbyens tilbud.

Den pointe bliver understreget af de to aktuelle sager. En plads skal kunne bruges længe nok til, at man kan deltage i aktiviteten. Og turen fra bilen til biblioteket, genoptræningen eller boldbanen skal være tryg og overkommelig.

Byggepladser, bakkende lastbiler og vanskeligt underlag kan gøre adgangen utryg. Det gælder især, hvis man er dårligt gående. Busforbindelser og vintervedligeholdelse hører også med i vurderingen af, om borgerne faktisk kan komme frem.

Byrådet bør derfor se på hele turen til kommunens mange tilbud. Parkeringskontrol og tidsgrænser skal understøtte det liv, vi gerne vil have i vores byområder. I Lillerød, Blovstrød og Lynge.

Måske der kan hentes inspiration hos Lynge Festivalen, hvor der hvert år findes plads til en utrolig mængde biler. Ikke ved hjælp af bødeblokke men ved at guide bilisterne.

Kunne man eksempelvis gøre det samme i parkeringskælderene? så de blev brugt – også af vores kommunes mange pensionister?


Kilder: Frederiksborg Amts Avis, artikel af Martin Stokkebro Moestrup; Allerød Kommunes pressemeddelelse af 30. oktober⁠; kommunens mailsvar af 6. november samt Blovstrød LiVs artikel og kommentar af 2. november⁠.

Trafikkaos på Blovstrød Teglværksvej mandag aften (Foto: Privat)