Fra 1. januar 2027 sker der noget usædvanligt i Allerød. Alle vores kommunalpolitikere ved det godt. Allerød Kommune kæmpede imod. men fik ikke ændre beslutingen. Hvis du har glemt sagen: vores kommune bliver den eneste af de otte kommuner i Sundhedsråd Nordsjælland, som ikke får sundheds- og omsorgspladser inden for sin egen kommunegrænse.

Sundheds- og omsorgspladserne er de midlertidige pladser, der blandt andet skal bruges af svækkede og ældre borgere, som efter et hospitalsophold er for dårlige til at komme hjem. I dag har Allerød 12 af disse pladser. Fra d. 1. januar ingen.

Fra 1. januar overtager regionen ansvaret for disse pladser. Der bliver i alt 169 sundheds- og omsorgspladser i Nordsjælland fordelt mellem Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød og Hørsholm.

Se Regionens fordeling af de 169 sundheds- og omsorgspladser⁠

Seniorrådet advarede allerede i januar

Det kommer ikke uden advarsler.

Allerød Seniorråd reagerede allerede i januar, da planerne begyndte at blive konkrete.

I sit høringssvar skrev Seniorrådet, at det fandt det “besynderligt”, at Allerød ikke – ligesom Fredensborg – havde taget forbehold over for oplægget om at nedlægge de lokale midlertidige pladser.

Men rådet pegede også på den meget konkrete konsekvens:

Ældre borgere kan have vanskeligt ved at transportere sig ud af kommunen, og transportproblemet vil ikke mindst ramme de pårørende, der gerne vil besøge et familiemedlem på en sundheds- og omsorgsplads.

Seniorrådet skrev derfor, at hvis regionen overtog Allerøds pladser, var det vigtigt at etablere transportmuligheder for de pårørende.

Læs Seniorrådets høringssvar i referatet fra 2. februar 2026⁠

Allerød protesterede

Kommunen accepterede heller ikke bare udviklingen.

Da det stod klart, at Allerød ville blive den eneste kommune uden egne pladser, foreslog Allerøds repræsentant, at de eksisterende pladser i alle otte kommuner skulle bevares fysisk frem til udgangen af 2028 – men under regional drift.

Tanken var at vente, indtil der fandtes et bedre grundlag for at vurdere visitationsmønstre, demografisk udvikling og det reelle kapacitetsbehov.

Det forslag kom ikke igennem.

Allerød afgav derefter en mindretalsudtalelse og kritiserede blandt andet, at de foreslåede kompenserende initiativer ikke var konkrete eller forpligtende.

Se Allerød Kommunes politiske sag om overflytningen af sundhedsopgaverne⁠

Hillerød – hvis der er plads

For Allerød-borgere er udgangspunktet nu, at de primært skal henvises til sundheds- og omsorgspladserne i Hillerød.

Men her gemmer sig en vigtig detalje.

Der er ikke nogen pladsgaranti i Hillerød.

Princippet er, at borgere, som ikke benytter deres frie valg, skal tilbydes den sundheds- og omsorgsplads, der ligger nærmest deres bopæl og hvor der er plads.

Regionen har samtidig besluttet, at anvendelsen af pladserne skal følges, og allerede efter første halvår af 2027 skal det undersøges, om borgerne faktisk kommer på den nærmeste sundheds- og omsorgsplads.

Det kan naturligvis vise sig, at den nye ordning fungerer godt. Større enheder kan give andre faglige muligheder, og netop faglig bæredygtighed har været et argument for at samle pladserne.

Men geografisk nærhed er også en del af regnestykket.

For den enkelte borger kan forskellen være, om et midlertidigt ophold foregår i den kommune, hvor man bor, eller et andet sted i Nordsjælland.

For ægtefæller, børn og andre pårørende handler det om noget endnu mere jordnært:

Hvor langt er der hen til den, man gerne vil besøge?

Beslutningen er truffet – men diskussionen om konsekvenserne bør ikke slutte her

Allerød forsøgte altså at bevare pladserne. Seniorrådet advarede om konsekvenserne. Regionen valgte alligevel en model uden sundheds- og omsorgspladser i Allerød.

Nu nærmer 1. januar 2027 sig.

Derfor er det relevante spørgsmål ikke længere kun, hvordan Allerød mistede pladserne.

Det er også:

Hvad skal der nu ske?

Hvad vil Allerøds politikere gøre for at sikre, at borgere og pårørende ikke bliver dårligere stillet?

Skal der findes en løsning på transporten for pårørende?

Hvordan vil man kontrollere, om Allerød-borgerne faktisk får de nærmeste pladser?

Og bør Allerød på længere sigt igen have sundheds- og omsorgspladser inden for kommunegrænsen?

Blovstrød LiV sender derfor de ovenstående spørgsmål videre til de mest relevante medlemmer af Allerød Byråd samt Seniorrådet og Ældre Sagen Allerød.

Så følger vi op med deres svar her..

Hjem » Leder: Nærhed til borgeren – bare ikke hos os?