Søndag den 8. marts vil man kunne møde indsamlere med bøssen fra Folkekirkens Nødhjælp i hånden over hele Allerød kommune. I år står alle kommunens fem sogne skulder ved skulder i én fælles indsats, når der samles ind til mennesker ramt af krig, katastrofer og sult gennem Folkekirkens Nødhjælp. Så alle kan være med.
Et lokalt fællesskab, der gør en global forskel
Bag indsatsen står frivillige fra kommunens sogne, som håber, at endnu flere borgere vil bruge et par timer på at gøre en konkret forskel.
Krige, katastrofer og uretfærdighed fylder meget rundt om i verden. Af og til kan jeg selv føle mig magtesløs. Men når vi samler kræfterne lokalt, kan vi faktisk gøre en stor forskel for nogle af dem, der har det sværest.
Sidste år viste Allerød, hvad fællesskab kan. Her indsamlede de lokale frivillige nemlig dobbelt så meget pr. rute som landsgennemsnittet. Et tydeligt tegn på, at byen både har viljen og hjertet med.



Jones Nøddekær
Håb i en urolig verden
Behovet for hjælp er større, end det har været længe. I år går pengene blandt andet til indbyggerne i Ukraine, Gaza og Sydsudan. Og hver eneste indsamler gør en forskel: For det beløb, som en typisk indsamler får i bøssen på en formiddag, kan to børnefamilier i det sultplagede Sydsudan få mad nok til en måned.
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, opfordrer alle, som har mulighed for det, til at afsætte et par timer søndag 8. marts:
”Hvert år er indsamlingsdagen en af de begivenheder, der giver mig håb. Her bliver det tydeligt, hvordan lokale fællesskaber sammen skaber forandring på den helt store skala. Det er virkelig opløftende at være med til – og jeg håber selvfølgelig, at mange borgere i Allerød vil være med”,
En invitation til hele Allerød
Indsamlingsdagen er ikke kun en håndsrækning til verdens mest udsatte, den er også en styrkelse af det lokale sammenhold. Når naboer går side om side gennem villaveje og boligområder, opstår der en særlig følelse af fælles ansvar og håb.
Der er brug for flere indsamlere, og alle kan være med – unge som ældre, familier, venner og naboer.
Alle kan være med – og hver eneste indsamler gør en forskel. Man kan få sin egen rute på www.noedhjaelp.dk/indsamling. Eller møde op i en af følgende kirker på indsamlingsdagen den 8. marts mellem kl.9 og 12: Blovstrød Kirke, Engholmkirken og Lillerød Kirke.
Læs mere her: www.noedhjaelp.dk/indsamling
Tekst og fotos: Indsamlingsleder ved Blovstrød Kirke Maria Elisabeth Abildstrøm Bøg
