Emma Gad møder kunstig intelligens

Denne artikel beskriver et eksperiment foretaget af redaktør Per Palmkvist Knudsen:

Vi ville finde ud af, Hvor god en tekst kan blive, hvis man optager og automatisk efterbehandler et foredrag – med et ret begrænset tidsforbrug. Og billige midler. Alle der har prøvet at gøre dette “i hånden” ved, at det er meget tidskrævende. I det mindste hvis det skal være tæt på det, personen faktisk sagde. Og have samme sprogtone som foredragsholderen

Vi ville også gerne kunne vurdere om resultatet kunne bruges til en artikel eller en bog med lidt mere indsats?

Efter aftale med foredragsholderen, Anette Kristine Nybo Henriksen, placerede Per en lille mikrofon på bordet, hvor hun skulle holde foredrag. Mikrofonen sendte lyden til Pers telefon, hvor det blev optaget. Da foredraget var slut, blev lydfilen sendt til forskellige programmer og tjenester, som bruger kunstig intetelligens (AI). Til sidste brugte Per ca 2 timer på egentlig redigering og godkendelse. Han har med vilje beholdt de passager hvor robotterne udtrykker tvivl,

Resultatet kan du læse efter formatalen af foretaget i Bovstrød Kirkes præstegård.

Foromtale af foredraget

I vor tids Danmark udtrykker mange bekymring over, at tonen i den offentlige debat bliver mere og mere grov og giftig og dermed fjerner sig fra almindelig høflighed og respekt.
I 1918 udkom Takt og tone. Titlen kender næsten alle, men langt de færreste kender bogens indhold. Forfatteren var Emma Gad, men hun var meget mere end høflighedens vogter. Hun var dramatiker, kulturpersonlighed, samfundsdebattør og en markant stemme i sin samtid.
Anette Kristine Nybo Henriksen tegner i dette foredrag tegner et portræt af Emma Gad og viser, hvordan hendes tanker om omgangsformer, fællesskab og ansvar stadig kan give stof til eftertanke. Måske er hendes budskaber mere aktuelle i dag, end vi umiddelbart tror.
Anette Kristine Nybo Henriksen er sognepræst i Karlebo Sog

Højskoleeftermiddags foredrag i Blovstrød kirkes sognegård, 4. november 2026.

Anette Kristine Nybo Henriksen

Tak for invitationen. Det er dejligt at se, at så mange er interesserede i Emma Gad.

Det er i år 108 år siden, Emma Gad udgav Takt og Tone, som i 2006 kom i den her fine udgave. Inden da så den nogenlunde sådan her ud. [Viser bøger.]

Da jeg satte mig for at grave lidt i Emma Gads historie, må jeg med skam melde, at jeg mere eller mindre ikke vidste meget om hende. Det foresvævede mig, at hun vist var en kvinde, der på visse punkter var forud for sin tid, samtidig med at hun var et produkt af sin tid. Det viste sig at være rigtigt, og det er det, jeg gerne vil illustrere nu og her.

Vi vil begynde i midten af 1800-tallet.

Den verden, Emma blev født ind i

Politisk var der i midten af 1800-tallet en overmodig stemning hos en del, fordi Danmark havde sejret i Treårskrigen, den, man senere kaldte den første slesvigske krig.

Der var også en udbredt interesse for og optagethed af den grundlov, man langt om længe havde fået. Men også stor fortrydelse hos andre, der indædt kæmpede for at forhindre grundlovens bestemmelser i at blive omsat til virkelighed.

Det var imidlertid noget andet, der især optog de københavnske fruer, når de gik på visit hos hinanden. Deres omtrent uudtømmelige og uopslidelige sladderemner var dels Louise Rasmussen, det »skamløse og vulgære kvindemenneske«, som Frederik VII havde giftet sig med og ophøjet til grevinde Danner. Og så var det det »forskruede og overspændte, purunge pigebarn« Mathilde Fibiger, der havde udgivet en »uhyrlig« bog om kvindefrigørelse og anmassende og uanstændigt haft gang i noget med en vis anerkendt forfatter. [Den sidste formulering bør kontrolleres mod lyden.]

Hende her skal jeg til Hillerød med i næste uge. Det er altså også en meget spændende historie.

Så har I fået et lille glimt af den borgerlige verden, som Emma blev født ind i som efternøler den 21. januar 1852, i en lejlighed med otte store værelser i et gammelt patricierhus i Bredgade, lige over for Sankt Annæ.

Ved det nye familiemedlems ankomst var der, beretter kilderne, nogen skuffelse over, at det var en pige, især hos de fire ældre brødre. De var så meget ældre, at Emma reelt kom til at vokse op som enebarn. Heldigvis fortæller historien også, at de blev glade for hende.

Da hun var [alderen er uklar], blev hun døbt. Der blev holdt stor aftenfest med dans, fordi tonen i det hjem, hun blev født ind i, var friere end så mange andre steder i det bedre borgerskab. Ved afskeden sagde gæsterne, at de håbede, de snart blev inviteret til en lignende barnedåb i samme familie.

I virkeligheden kom hovedpersonen slet ikke til at hedde Emma. På dåbsattesten stod der faktisk [de fire fornavne er usikkert gengivet i transskriberingen] Halkier. Begyndelsesbogstaverne i de fire navn

Dervar overmodig stemning hos en del, fordi Danmark havde sejret i Treårskrigen, den, man senere kaldte den første slesvigske krig.

Hende her skal jeg til Hillerød med i næste uge. Det er altså også en meget spændende historie.

Moren, der stammede fra Norge, hed Edvarda Sophie [efternavnet er usikkert transskriberet som »Moog«] og var i 1836 blevet viet til Hans Peter Andreas Halkier. Han var en velhavende, anerkendt chef for et stort handelshus, der hed [firmanavnet er usikkert transskriberet som »Godfred Halkjær Kompagni«]. Han var medstifter af og direktør for Østifternes Kreditforening, og så var han medlem af Borgerrepræsentationen.

Man kan altså roligt slå fast, at det her yngste skud på stammen kom til verden på solsiden. Men da hun var otte år, gik der en sky for solen, idet hun mistede sin far. Han blev kun 52.

På det tidspunkt var sønnerne fløjet fra reden, og i hjemmet var kun mor og datter. Emma blev i sagens natur stærkt præget af sin mor.

Heldigvis havde moren som forbillede nogle meget fine kvaliteter. Hun var i besiddelse af et positivt, livligt gemyt. Hun havde åbne og tolerante holdninger over for sin omverden. Måske skyldtes de relativt liberale normer, at hun var vokset op i et norsk kunstnerhjem. Hendes far var en berømt maler. [Henvisningen til malerens navn og et billede er uklar.] Hendes mor gik stærkt op i teater og var aktiv udøver på Christianias dramatiske scene.

Trods det pludselige tab af sin ægtefælle magtede Emmas mor i kraft af sin særlige personlighed at bevare glæden og videreføre deres hjem med alle de sædvanlige traditioner i behold.

Selv om hendes menneskelige aktiver var af afgørende betydning, spillede det selvfølgelig også en stor rolle, at Hans Peter Halkier efterlod sig konkrete aktiver i form af en formue. Den betød, at hun kunne bevare den hidtidige levestandard resten af livet. Ret skal være ret.

Skoleliv og somre på Østerbro

Som tidens skik foreskrev, bar mor og datter sort tøj i en passende periode efter Hans Peter Halkiers død. Den påklædning vakte opsigt den første dag i første klasse på professor Bjerrings pigeskole, hvor Emma blev indskrevet. Den vakte også medlidenhed hos de andre små piger, blandt andet skuespillerinden Julie Sødrings to døtre, som blev skoleårenes yndlingsveninder.

Deres skole lå i Holmens Kanal. I vinterhalvåret gik skolevejen fra Bredgade til Kanalen og retur. I de koldeste måneder, fortalte Emma, krydrede de turen med raske sneboldkampe på Kongens Nytorv, når lejligheden bød sig. Det var dengang, der var sne i Danmark, tænker man.

I sommerhalvåret var skolevejen endnu længere, fordi man flyttede på landet, som dengang var Østerbro. Derude havde familien Halkier ligesom andre velbjærgede borgere erhvervet sig et stykke af det, man kaldte den Classenske Have. [Sætningen om opførelsen af landstedet er delvis uklar.] Landstedet blev kaldt Søvang.

Der hørte en stor have med frugttræer til. Der var grøntsager og en plæne, som grænsede ned til [stednavnet er uklart; transskriberet som »Akersborg«]. Ejendommen ejede også en lille ø med en træ[bygningens betegnelse er uklar]. Det er svært at forestille sig, når man kører rundt på Østerbro i dag. Men sådan så det ud.

Det var en enestående idyl, som Edvarda elskede. Som enke fortsatte hun med at tilbringe sommermånederne der, faktisk med en selskabelighed af lige så stort et omfang som dengang, hendes mand levede.

Tjenestefolk havde Edvarda, men hun var også selv [ord mangler] for at holde styr på den omfattende husholdning med mange gæster til mange sammenkomster for landliggerne, som man kaldte dem. Blandt dem var rigtig mange kendte kunstnere. De omgikkes hinanden i den sæson, hvor de var der, snart hos den ene og snart hos den anden.

Nærmeste nabo til Halkiers sommervilla var skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, der også var enke. De småpiger, som skuespillerinden havde taget til sig, var legekammerater til Emma. Sommetider kunne det hænde, at den feterede primadonna viste sig ved nogle af Emmas mors sammenkomster.

I en erindringsartikel har Emma Gad som ældre skrevet:

»Vi flyttede derud, som man nu flytter til Rungsted. […] Sundet skyllede lige op til en allé af gamle elmetræer, som førte ind til Kastellet. I denne skyggefulde allé vandrede fru Heiberg ved solnedgang med sine venner og gik med dem ned til en bænk, hun havde stillet i strandkanten mellem […] skibene.« [Citatets ordlyd er delvis usikker.]

Man kan jo se hende for sig, spadserende der.

Ud over den almindelige skolegang i de bedste skoler forekom der også jævnligt privatundervisning i borgerhjemmene i forskellige kunstarter. Emma lærte således tidligt at spille klaver, nok ikke mindst fordi hendes mor var en dygtig [ordet er uklart].

Edvarda lagde endvidere stor vægt på, at Emma skulle bidrage til husholdningen. Det gjorde hun pligtopfyldende og interesseret, for hun kunne rigtig godt lide at bestille noget.

Kun én opgave kunne hun ikke fordrage, og det gætter I aldrig: Det var simpelthen at plukke jordbær. Det syntes hun var en forfærdelig sur pligt.

Som modtræk til det forhadte, trivielle arbejde fandt hun på at fantasere, mens det stod på. Sådan gik det faktisk til, at hun der i jordbærbedene skabte sine første små teaterstykker. Hun fortalte siden, at hun, mens hun plukkede jordbær, udviklede dialoger, der fik betydning for hendes debut som populær kvindelig dramatiker i 1880’erne og 1890’erne.

Dannelse og ægteskab

Uddannelse i vores tids forstand fik de unge piger i sidste halvdel af 1800-tallet almindeligvis ikke. Men dannelse skulle de have, så de kunne blive agtede husfruer.

Med til det hørte, at borgerskabets døtre beherskede fremmedsprog. Som femtenårig talte Emma nogenlunde fejlfrit fransk. Det blev faktisk betragtet som en grundlæggende del af opbygningen af det personlige og sociale univers.

Også udlandsture var i den borgerlige opdragelsestradition en væsentlig del af dannelsen. I ferierne rejste Emma med sin mor sydpå, hvad enten målet var et kursted eller en af de vigtige seværdigheder, som piger i den alder burde se.

Barndom og ungdom var i den borgerlige kultur at regne for forstadier til livets egentlige begyndelse: ægteskabet.

I barndommen erhvervede man sig de nødvendige og klassebestemte sociale egenskaber. For drengenes vedkommende blev det overbygget med en faglig uddannelse, så de kunne blive velanskrevne og solide forsørgere med [formuleringen om karriere er uklar]. De unge piger skulle, mens de ventede på at blive gift, gøre sig mere og mere attraktive for at fremstå som ideelle hustruer.

På ét punkt var der ens forældreforventninger til begge køn: De var under samme pres med hensyn til at finde eller affinde sig med en passende livsledsager.

Konfirmationen betød dengang indlemmelse i de voksnes rækker og medførte generelt en udvidelse af den enkeltes privilegier. Forældrene tog initiativ til børnenes debut i selskabslivet, under overvågning naturligvis. Efter nøje planlægning sikrede de sig med små, fine indbydelser, at kontakter og mulige forelskelser foregik inden for miljøets accepterede rammer.

Helt så formaliseret synes Emma Halkiers indførelse i selskabslivet ikke at have været. Hendes mors hus havde en særlig atmosfære, præget af uhøjtidelighed, hjertevarme, ligefremhed og udstrakt gæstfrihed. Det var [ord mangler] fra samtidens stive forskrifter. Emma har sandsynligvis ikke følt sig helt så kontrolleret ved overgangen til voksenstatus.

Der eksisterer ingen oplysninger om, hvor eller hvordan Emma mødte sin tilkommende. Men der er dokumentation for, at marineløjtnant Nicolaus Urban Gad fra 1870 havde sin gang på [stedet er ikke tydeligt gengivet], hvor han tog Emma med storm. Det menes, at parret blev forlovet året efter, altså i 1871.

Jeg har adskillige billeder med, som I skal more jer med bagefter.

Om Urban findes der mange positive små [ord mangler]. Han var flot, sagde man, med en ægte maskulin udstråling. Han havde et kønt smil og en veludviklet humoristisk sans. Også Emmas mor Edvarda var vældig charmeret af svigersønnen og omtalte ham som en »tækkelig kavalér«. Det skulle vi lige prøve at sige til vores døtre om deres kavalerer.

Som kun femtenårig var han begyndt som kadet inden for søværnet, og det var en kadet med ambitioner. I 1865 havde han fået tilladelse til at gå i fransk tjeneste. Her fik han, om jeg så må sige, udviklet sit talent som verdensmand.

I Frankrig traf han Georg Brandes og fandt nåde for den ellers så kritiske landsmand, der ikke havde ret meget tilovers for [ordlyden er uklar; muligvis »formalitet«]. I breve til sine forældre fra Paris omtalte Brandes Urban som den »prægtige, hæderlige og indtagende flådeofficer«. Senere, hjemme i Danmark, udviklede der sig faktisk et livsvarigt venskab mellem Brandes og Urban Gad.

Emma Halkier og Urban Gad blev viet i Holmens Kirke i København i 1872. Som ansat i søværnet var Urban nemlig forpligtet til at lade sine kirkelige handlinger foregå i Holmens, og det kan man jo heller ikke sige er nogen straf.

Emma var 20 år, og Urban var 31 år gammel. Urbans far var herredsfoged. Det var ikke noget, man blev rig af, så Emma tog ikke sønnen for pengenes skyld. Det var givetvis hans personlighed, hun faldt for. Hendes egen baggrund var langt bedre økonomisk funderet.

Urbans indtjening gav i begyndelsen ikke ret meget [ordet er uklart]. Men efter giftermålet kom der gang i hans avancementer. Han blev kaptajn i 1880, kommandør i 1892, senere kontreadmiral og fra 1901 kongens jagtkaptajn.

Han blev efterhånden omtalt som admiralen og hans frue som admiralinden. Når folk omtalte fru Gad som admiralinden, lå der tit en undertone af ironi og spydighed i det. For hvordan kunne man kombinere rollen som forfatterinde med at være gift med en højtstående officer?

Emma havde tidligt i sit liv en konsekvent, afvæbnende attitude over for små ondskabsfuldheder og lod sig aldrig mærke med den slags.

De første skriveforsøg

De nygifte boede en tid i Brogade. Her kom parrets to børn til verden, Henry i 1873 og Peter i 1874. [Børnenes navne bør kontrolleres mod lyden.]

De to sønner faldt i deres liv ud efter henholdsvis deres far og deres mor, efter deres gemytter. Den ældste fulgte i sin fars fodspor, idet han gik ind i marinen og endte som kommandør. Den yngste slægtede som filmproducent sin mor på og blev i øvrigt gift med en kunstner, nemlig stumfilmens store danske stjerne Asta Nielsen.

Det var, tænker man, noget af en forandring for Emma at blive småbørnsmor. En anden krævende forandring fik hun, da Urban i 1877 blev forflyttet til Korsør. Hun er i kilderne blevet kaldt »københavner med stort K«. Hun elskede København og må have betragtet omplantningen til datidens Udkantsdanmark som nedslående.

Men som en gammel talemåde siger, er intet så galt, at det ikke er godt for noget.

Urban Gad var ofte væk, i reglen de fleste dage om ugen. Han havde fået stillingen som kongelig postskipper på ruten Korsør–Kiel, som de fleste benyttede, når de skulle sydpå. Hans fravær er faktisk en af årsagerne til, at Emma kom i gang med at skrive. En anden var, at livet i Storebæltsbyen, som hun sagde, var [ordlyden er uklar] roligt.

I et tilbageblik har hun skrevet – jeg citerer:

»Forfatterinde, det blev jeg i Korsør, og byen selv er egentlig skyld i det. Fra hovedstadens mondæne liv kom jeg pludselig til den lille, stille by og fik tid til mange overvejelser og til meget litterært arbejde. Jeg havde dog ikke mod til at bebyrde nogen med mine første forsøg, så de vandrede i papirkurven.

Det er mig egentlig nu så ubegribeligt, hvorfra jeg dengang hentede modet og kræfterne og viljen. Men der er jo det gode ved ungdommen, at den er så dejlig uvidende om vanskelighederne.

[Et ord eller flere mangler] frygtelige romaner, jeg skrev, og børnebøger om dyr. Alt sammen, når jeg i ny og næ kunne se mit snit til at være alene nogle timer. Ingen måtte se, at jeg skrev. Ja, jeg kan endnu, når det ringer på døren, gribe mig selv i at se mig om efter en avis eller et sytøj til at kaste over papiret, jeg skriver på.«

[Citatet er sprogligt renset efter transskriberingen; original ordlyd bør kontrolleres.]

Da Emma på et tidspunkt dristede sig til at vise sine arbejder til en god [relationen er uklar], den velrenommerede journalist og litteraturkritiker Peter Hansen, blev hun bekræftet i, at der bag de famlende forsøg var talent.

Han lærte hende noget om [ordet er usikkert; muligvis »skrivehåndværk«]. Hendes dramatikerløbebane begyndte faktisk i Korsør ved, at hun genoptog tråden fra barndommens jordbærplukning: Hun formede dialoger og tænkte [resten af formuleringen mangler]. De dramatiske konflikter, den rammende replik og den veldrejede situation var her på vej til at blive hendes særkende.

Tilbage til København

Efter fem år på Vestsjælland var Emma med garanti glad, da flyttelæsset i 1882 satte kursen mod Haregade 1 i Nyboder. Her boede flådens ansatte, overordnede og menige imellem hinanden. Emma Gad lyttede og snakkede over plankeværkerne mellem de små gårdhaver og fik inspiration til sine [ordet er usikkert; muligvis »skuespil«].

Hun modtog også førstehjælp som dramatiker af den teater- og litteraturkyndige Edvard Brandes, lillebror til Georg Brandes, der, som hun skriver, »kom og vejledte mig i min lille, lavloftede stue«.

Den stue kender jeg tilfældigvis, for der har min yngste datter boet med sin premierløjtnant.

Efter nogle år i det specielle Nyboder-miljø boede familien en periode på [stednavnet er usikkert transskriberet som »Christianssøen«], inden flytningen til den blivende adresse, Dronningens Tværgade 40. Det var en lejlighed på ikke mindre end ti værelser.

Her etableredes i 1894 det hjem, der indtil Emma Gads død i 1921 var et samlingspunkt for en usædvanlig blanding af handelsfolk, søofficerer og det litterære venstre.

Forfatteren Otto Rung har betegnet admiral Gads og Emma Gads hjem som den førende front for en helt ny kultur af hjertelighed og menneskelighed. [Formuleringen bør kontrolleres mod lyden eller den trykte kilde.]

Fra den rummelige bolig var der udsigt til den store sociale ulighed, der i hele Emma Gads levetid herskede i København. Fine og mindre fine folk boede tæt sammen. Der var endnu større boligmangel, end der er i dag i København.

Lige ved siden af Gads havde havnearbejdernes fagforening lokaler, og på den modsatte side lå et asyl for hjemløse alkoholikere.

Emma Gad var usnobbet og behandlede alle med respekt, uanset herkomst. Hun foretrak dog som omgangskreds mennesker med nogenlunde samme baggrund som hendes egen. Men i dele af sit forfatterskab belyste hun de sociale skævheder for at skabe tiltrængt opmærksomhed om dem.

Hun var ikke samfundsomstyrtende, hverken i teori eller praksis, og hun var ikke socialistisk indstillet. Hendes ideologi byggede på en [ordet er uklart] livsanskuelse. Hun kunne nemt se, at den måde, man havde indrettet samfundet på, skubbede mange ud, især kvinder.

Men hun var ikke feminist. Hun delte ikke verden op i en maskulin og en feminin [ord mangler]. I hendes brede forfatterskab finder man igen og igen den samme ambition: at søge mod en menneskelig fællesnævner, hvor alle kan omgås hinanden.

Hun havde sine rødder i borgerligheden, men det forhindrede hende ikke i at se kritisk på den og udstille dens [ordet er uklart] sider på scenen.

Kvindepolitisk gik hun stilfærdigt og pragmatisk til værks ved som noget ganske naturligt at påtage sig flere og flere opgaver, som før udelukkende havde været mændenes domæne. Hun viste dermed kvinder [sætningen er ufuldstændig], lidt i stil med Selma Lagerlöf, den gode svenske veninde, som altid besøgte familien Gad, når hun var i København.

Apropos København skal det også nævnes, at familien Gad ud over lejligheden havde et landsted i Humlebæk, hvor der var livlig aktivitet og mange gæster. De blev altid afhentet på stationen af fru Gad. Hun spændte familiens lille sorte æsel for vognen. Det har været sjovt, tænker man.

Emma Gad som dramatiker

I 1886 debuterede Emma Gad på Det Kongelige Teater med stykket Et Aftenbesøg.

Når man skal låne Emma Gads skuespil, skal de graves frem på arkiverne, har man indtryk af. Det er ikke noget, der bliver udlånt almindeligvis, men det kan findes.

Et Aftenbesøg blev opført 20 gange for fulde huse. Det drejede sig om et af tidens mest brændende, brandvarme emner, det, hun kaldte kvinders indelukkethed i hjemmets snævre univers.

Reaktionerne udeblev ikke. Anmelderen og forfatteren Erik Bøgh rettede af politiske grunde sit skarpeste skyts mod Emma Gad, som han beskyldte for – jeg citerer – »at benytte Det Kongelige Teaters skueplads som tribune for det litterære Venstres samfundsnedbrydende agitation«.

Hans bemærkninger illustrerer faktisk meget godt tidens ophidsede kulturelle klima. Som censor ved teatret truede han med at ville klage til Kultusministeriet, hvis forestillingen ikke blev taget af plakaten.

Endnu et stykke fik Emma Gad alligevel opført på nationalscenen, hvorimod hendes tredje forslag blev kasseret. Men så fandtes der andre steder at tænke på. Fra det tidspunkt blev hendes skuespil vist på hovedstadens privatscener.

De blev publikumssuccesser på Dagmarteatret, Folketeatret og Det Ny Teater, ligesom flere blev solgt til opførelse i [sted mangler]. I årene 1886–1913 fik Emma Gad [verbet er uklart] i alt 19 skuespil, inden hun satte punktum for den del af sin skribentvirksomhed.

Vidste I det? Nej, det er fantastisk. [En kort bemærkning herefter er uklar.]

Man kan ikke kalde Emma Gad en fornyende dramatiker. Den skuespiltradition, hun trak på, var en blanding af det gamle lystspil fra 1800-tallets midte, tilsat lidt fransk komedie fra slutningen af 1800-tallet.

Hun studerede ikke de moderne og omdiskuterede norske forfattere som Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson. Der kunne hun have hentet inspiration, også en inspiration, der måske kunne have gjort, at hendes forfattervirksomhed havde levet længere. Men det gjorde hun ikke.

Som dramatiker ville hun først og fremmest lave spændende, underholdende teater. Det kunne hun altså med historier, der var skruet rigtig godt sammen.

Til trods for, at genren var lystspillet, var emnerne skam alvorlige nok. De slog an, også på grund af Emma Gads evner til at bruge [ord mangler]. Hun forholdt sig altid kritisk og problemorienteret til det, hun beskrev.

Det gjorde, at mange af hendes borgerlige medsøstre skummede i krogene over at blive hængt ud, for det gjorde hun indimellem. Hun fældede indimellem en temmelig [ordet er uklart] dom, lidt underneden, men man kunne godt forstå, at hun pegede dem ud.

Det, hun måtte udstå, når de kritiserede hende, og hun ikke sagde noget, fik hun så ud på scenen.

Hun behandlede også kvinders indbyrdes forhold i sine stykker: skinsygen mellem mor og svigerdatter, deres konkurrence om søn og mand og kvinders manglende indbyrdes solidaritet.

Ud over de vellykkede skuespil kommer et par stykker, hvor hun for alvor havde noget på hjerte, som rakte ud over det sædvanlige. Der er stykket [titlen er usikkert transskriberet som »Openvision«]. Det handler om de uægte børns tarv og de ugifte mødres skæbner. Så er der Gadens Børn, om de forarmede unge kvinder, der af et hårdt samfund blev presset ud i prostitution.

Hun var, som jeg har nævnt, socialt foruroliget. Den gennemgående respekt, hvormed hun i sine skuespil behandlede de hårdtarbejdende, fattige bifigurer, var faktisk meget rørende: vaskekonerne, strygekonerne, [en fagbetegnelse er uklar] og tjenestepigerne. Hun så dem.

Et glemt og genfundet forfatterskab

Emma Gads dramatik blev [formuleringen er uklar] af eftertiden. Den var gemt og glemt i mange år og fik overhovedet ingen plads i dansk litteraturhistorie. I den henseende delte hun vilkår med næsten alle sine samtidige kvindelige forfatterkolleger.

Det blev der først for alvor lavet om på i slutningen af 1900-tallet, hvor Pil Dahlerup – og så tænker I selvfølgelig på hendes søster, ikke også? – fik øje på det her. Hun er litteraturhistoriker.

Hun og etnologen Bjarne Kildegaard tog fat på Emma Gads eftermæle for at give hende den plads, hun fortjente. De fordybede sig begge, fra hver deres udgangspunkt, i Emma Gads tid.

Bjarne Kildegaard fik som nyuddannet kandidat et stipendium, der skulle bruges på at undersøge håndarbejdets historie og belyse, hvordan håndarbejde kom ind i skolerne, som ellers var så vidensorienterede. Hvordan kom de praktiske fag ind?

I de mange sonderinger stødte han til sin overraskelse igen og igen på navnet Emma Gad. Han havde haft hendes Takt og Tone på sit pensum, men havde ikke sådan bidt mærke i hende.

Nu blev han nysgerrig, fordybede sig et par år og fik sit syn på den berygtede og berømte dame grundigt revideret. Resultatet var den her bog, der blev udgivet i [årstallet er transskriberet som 1884 og skal kontrolleres]. Hans konklusion lyder sådan:

»Emma Gad er både en kraft og et lyspunkt i det [ordet er uklart] og mørke, vi længe har betragtet klunketiden.« [Citatet er ufuldstændigt i transskriberingen.]

At Pil Dahlerup fik øje på Emma Gad og hendes kvindelige kolleger, udsprang med hendes egne ord af en fortørnelse over at opdage, at ikke en eneste af dem var medtaget i deres egen periodes litteraturhistoriebøger.

På det felt var den magtfulde og stærkt toneangivende Georg Brandes nærmest altdominerende. Han udgav blandt andet store, meget roste værker om dansk litteratur i de sidste 30 år af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Et af dem hed Det moderne Gjennembruds Mænd.

Med titlen slog han fast, at der var sket et moderne gennembrud, men markerede jo også, at [sætningen er mangelfuldt transskriberet; pointen knytter sig til mændene i titlen].

Det fik Pil Dahlerup til at bruge adskillige år, syv år, på at undersøge og belyse ikke mindre end 70 kvindelige forfatterskaber fra 1870 til begyndelsen af 1900-tallet. I 1983 udgav hun sin disputats, en litteraturhistorisk præstation og en stor indsats.

Hun gav de gemte og glemte forfatterinder oprejsning ved blandt andet at vælge en titel som pendant: Det moderne gennembruds kvinder.

Pil Dahlerup kiggede på de 70 og konstaterede, at det var et mørkt billede, de havde. Det var trist og på en eller anden måde depressivt. Men der var én kvindelig forfatter, der stak næsen frem på en anden måde, og det var Emma Gad. Hun var en undtagelse fra den regel.

Det kan ikke kun tilskrives de positive omstændigheder, at hun fra sin mor havde arvet et lyst gemyt og fra sin far en stor pose penge. Pil Dahlerup afdækker en uafvigelig rød tråd hos Emma Gad med følgende koncentrerede karakteristik:

»Det er tonen af selvfølelse og godt humør, der er [ordet er usikkert transskriberet som »nærmest«] i hendes forfatterskab.«

Hendes bærende sætning gennem hele livet var: »Man skal aldrig opgive ævred.« Det skal vi huske. Man skal aldrig opgive ævred.

Det kan lyde nemt, og det kan også lyde banalt og [ordet er usikkert]. Det var det selvfølgelig ikke. Hun er indimellem blevet vældig såret og vred og jeg ved ikke hvad. Men hun beviste med sit liv, at det faktisk virkede.

Mette Winges portræt

I 2005 udgav Mette Winge, som er kendt for sine fine kvindeportrætter, den her: Alle tiders Emma Gad.

I forordet fortæller hun, at »smertepunkter« – et ord lånt fra Per Olov Enquist – er guld værd for en biografiskriver. Ved hjælp af smertepunkterne kan man forsøge at lirke en persons sind op og komme på sporet af mangt og meget.

Men ser man på Emma Gads liv udefra, er der ikke rigtig nogen smertepunkter at få øje på. Det meste af det, hun havde med at gøre, skuespil, bøger, udstillinger, blev, om ikke alt sammen, så i vidt omfang en succes. Hendes historie er lys og smuk.

Mette Winge skriver:

»At skrive om en helt munter person, som lykkes med det meste af det, hun beskæftiger sig med, er en vanskelig sag. For at komme uden om problemet med dette meget harmoniske billede har jeg tilladt mig at digte til i et forsøg på at komme lidt tættere ind på livet af Emma Gad. Romantrækkene lægger måske lidt til og trækker ikke noget fra.« [Citatets ordlyd bør kontrolleres.]

Den skal I læse, vil jeg sige. Der er også en fantastisk masse skønne fotografier fra datidens København.

Kvinde og samfundsborger

Da Danmark i 1864 blev reduceret til næsten kun at være en parentes på Europakortet, var Emma 12 år og altså stor nok til at forstå en del af den nationale ulykke. Tabet blev i lange tider et blødende sår for befolkningen, der skulle forsøge at rejse sig.

Hele Emmas voksne tilværelse blev præget af indenrigspolitiske konflikter. Det var en lang og sej periode for at få virkeliggjort grundlovens bestemmelser og få demokratiet indført, så loven ikke kun gjaldt for mænd, men faktisk også for kvinder.

[Kort afbrydelse på grund af mikrofonens batterier.]

Da Emma i 1872 giftede sig med Urban, havde hun ikke råderet over sine egne penge. Den havde han fra dag ét. I 1880 gav en ny lov kvinder ret til selv at bestemme over deres løn og formue. [Årstal og lovens rækkevidde bør kontrolleres; udsagnet er bevaret efter transskriberingen.]

Fra 1903 kunne Emma, hvis hun ønskede det, stemme til menighedsrådet. Men først i en alder af 63 opnåede hun faktisk ret til at stemme til Rigsdagen.

På den baggrund kunne man forvente, at hun løbende brugte sin flittige pen til at ytre sig politisk. Men det gjorde hun ikke. Hun gav sig ikke af med hverken at skrive politik eller holde politiske taler.

Alligevel var hun med til at påvirke udviklingen i kraft af, at hun var en aktiv kvindelig samfundsborger. I det stærkt lagdelte samfund, hvor man holdt sig til sin egen klasse, var og blev det hendes force, at hun anså mennesker for ligeværdige og omgikkes rige og fattige uden skelen til klasseforskelle.

Det var en drivkraft i Emma Gad, at hun forstod vigtigheden af at få kultur ud til stadig større kredse. Hun mente, at det ville bidrage til almindelig fremgang for befolkningen og dermed også for landet.

Hun var selv leveringsdygtig, havde et stort organisationstalent og stillede det hele til rådighed. Hun var et udpræget handlingsmenneske og havde altid rigtig mange jern i ilden. Man søgte hende fra forskellige sider, hvis man gerne ville have et projekt fremmet. I dag ville man, tror jeg, kalde hende en ildsjæl.

Hun var også i besiddelse af en legendarisk udholdenhed. Fra det sted, der blev hendes i livet, gjorde hun noget ved det, hun troede var bedst for fællesskabet og bedst for kvinder. Når hun fik kritik, trak hun bare på skuldrene og karikerede, som sagt, sine værste kritikere i skuespillene.

Vort Hjem

Hun fostrede ideen om at komme ud i hjemmene gennem en alsidig publikation. Den skulle have karakter af opslagsværk og leksikon.

Hun arbejdede som redaktør på værket i syv [tidsenheden mangler i transskriberingen]. Det udkom i 1903, hed Vort Hjem og bestod af 1.500 sider fordelt på fire bind.

Der er ingen af jer, der har det stående hjemme, vel? Nej, jeg leder med lys og lygte efter det. Det er nu i tidens tegn blevet reduceret til sådan en lille sag. Dengang var det 1.500 sider.

Forordet var skrevet af Harald Høffding, en anerkendt filosofiprofessor. Det skulle være hjemmets ABC.

[En faggruppe er uklart gengivet som »Chaufførerne«], jurister, læger, dyrlæger, historikere, litteraturkyndige, arkitekter, museumsfolk, mad- og ernæringskyndige og mange flere leverede hver deres populærvidenskabelige bidrag til pragtværket.

Det var en prydgenstand i hvert hjem, med skindryg, guldsnit, farveplettet marmorpapir på indersiderne og flotte illustrationer. Men det vigtigste var, at det skulle være en brugsgenstand.

Vort Hjem var mangfoldigt. Det første bind omhandlede opdragelse, kirke, læsning, kunst og musik. De øvrige bind havde mere konkrete, praktiske råd og anvisninger: hundens, kattens og kanariefuglens pleje, vejledning i øresygdommes kurering, genoplivning ved drukning, budgetlægning, blomsterbinding, sport, hovedrengøring, fjernelse af pletter, tændernes bevaring og behandling, førstehjælp, boligindretning og påklædning.

Jeg vil sige, de kom vidt omkring. Kritikerne modtog værket med begejstring og sagde, at det var et kulturvidnesbyrd af højeste værdi.

Foreningskvinde

Mange benævnelser har Emma Gad fået hæftet på sig. Foreningskvinde er en af de største.

Hun stod faktisk bag oprettelsen af flere fagforeninger. Det er heller ikke noget, man umiddelbart ved. Især nogle, der var med til at fremme kvinders dygtiggørelse og erhvervsudøvelse.

Hun var en stor støtte for Kvindelig Læseforening, hvor mindre bemidlede kunne låne de bøger, de havde brug for, for et beskedent beløb. Altså en forløber for biblioteket.

Hun var også initiativtager til stiftelsen af Kvindernes Handels- og Kontorforening, faktisk en af de tidligste fagforeninger for kvinder.

I 1900 stiftede hun [foreningsnavnet er uklart transskriberet som »Danske Husblæsforening«]. Den var hun formand for i 11 år og bidrog på den måde stærkt til, at kvindehåndværk blev hævet i anseelse.

Hun var også bevidst i juridisk forstand. Danske Dramatikeres Forbund blev stiftet i hendes hjem. I Dansk Forfatterforening tog hun også en nødvendig tørn. Hun var i det hele taget her og der og alle vegne, og det blev bemærket fra højeste sted.

På et tidspunkt fik hun den kongelige fortjenstmedalje i guld. Det var et meget fornemt hæderstegn, som kun meget få kvinder havde fået.

Journalist og værtinde i Politikens Hus

[Indledningen til udsagnet er uklar.] Hun var faktisk Danmarks første kvindelige journalist og som sådan med til at udvikle den moderne avis. [Påstanden om »den første« bør kontrolleres; den er bevaret som foredragsholderens udsagn.]

Hun havde tidligt været [ord mangler] for bladene. Hun skrev selv og fik publiceret noget undervejs. Fra omkring 1900 var hendes artikler og kronikker jævnligt at finde i aviserne.

Hun sprang for alvor ud som journalist i det, der hed Kvindernes Blad, et tillæg til Politiken og Berlingske Aftenavis. [Tillæggets navn og avisernes tilknytning bør kontrolleres mod lyden eller kilder.]

Da hun var 63 år gammel, blev hun headhuntet af Politiken, af selvmeste Henrik Cavling. Hun skulle være redaktør af det, der blev kaldt Dametidende, og dermed som eneste kvinde medlem af manderedaktionen.

Dametidende blev en [ord mangler]. Folk købte avisen for at læse tillægget, og der kom en strøm af læserbreve for og imod. Det var et af Emma Gads særkender, at hun kunne spidde en situation med sin pen. Halvdelen af læserbrevene var for hendes skriverier, halvdelen imod.

Cavling sad og tænkte: Det er skønt, vi har fået en masse læsere. Det var en gevinst at have fru Gad som medarbejder.

Da en etage i Politikens Hus blev ledig, tænkte Cavling, at han ville ansætte Emma Gad til at være værtinde der. Det blev hun så. Hun fik en tesalon, en kulturel tesalon, og kvinderne strømmede til. Det var faktisk kun kvinder, der måtte komme der. De havde deres eget miljø og deres egen atmosfære.

Der var udstillinger og underholdning. For eksempel debuterede Liva Weel der på Emma Gads initiativ. Hun var fuldstændig ukendt, men efter debuten i Politikens Hus var hun et navn. [Debutens karakter bør kontrolleres.]

Nu kommer vi egentlig til det, man kender hende for. I skal lige have en lille smule om det. Men skal I have kaffe først?

Ja. Så kommer vi bagefter til det med etiketten.

[Kaffepause.]

Anden del – efter kaffepausen

En bemærkning om sangen

Var der nogen af jer, der så den udsendelse med [navnet er usikkert transskriberet som »Arne Sacher«], hvor han besøgte Jens Rosendal? De to mænd sad uden for Rosendals [ord mangler]. Han boede i Ballum, i Vestjylland. Så sad de der og sang den sammen, Jens Rosendal med sin sprøde, gamle stemme. Det var simpelthen så rørende.

Den er efterhånden blevet en bryllupssalme. Det er sjovt. Den har vi godt nok tit til bryllupper efterhånden. Det er også en dejlig en. [Sangens titel fremgår ikke af den modtagne tekst.]

Mere end en etikettebog

Nu kommer vi faktisk til det, det rigtig handler om. Eller nej, det er ikke kun det. Jeg synes, Emma Gad fortjener, at vi får ridset hendes historie op, så vi ved, hvor meget hun også var ud over en lidt stramtandet etikettebogsskriver.

Fra sine tidlige år var Emma Gad meget optaget af, hvordan mennesker kan have med hinanden at gøre på en ordentlig måde. Hun tænkte, at med de rette spilleregler kan mange små og store problemer afværges. Derfor interesserede hun sig for det begreb, der hedder etikettelitteratur. Det var noget, der var under opblomstring rundt omkring i Europa.

Hun var kun 34, da hun udgav sin første anvisningsbog. Det var en lillebitte sag, som så er blevet lidt større, en efterligning af en engelsk succesudgave. Det var en lille bog, man kunne have i håndtasken, 11 gange 14 centimeter. [Senere i foredraget nævnes andre mål; størrelsen bør kontrolleres.]

Jeg tænker, at mange kvinder har haft den i håndtasken, når de er gået til middag. Så har der været dækket op med seks gafler og knive, og man har tænkt: »Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.« Så har man kigget under bordet i den lille bog. Sådan en ønsker jeg mig.

Den første, hun udgav, gjaldt især bordskik og hed Man skal aldrig … [Titel og hendes rolle i den danske udgave bør kontrolleres mod bogens titelblad.]

Jeg vil læse noget af det op for jer. Når jeg har læst nogle af de her anvisninger, har jeg tænkt: Hvordan skal man da sidde ved et bord? Hvordan skal man da spise? Det er virkelig ikke nemt.

Hendes ærinde var at gøre de uskrevne regler skrevne og dermed give hjælp til usikre, som ikke helt vidste, hvordan de skulle gebærde sig.

Jeg kommer sommetider til at tænke på dronning Margrethe, som fortalte, at når der blev sendt etiketteregler til dem, der skulle i audiens, var det, for at de ikke skulle være usikre på, hvad de skulle. Så kunne man koncentrere sig om det vigtige.

Det har Emma Gad, tænker jeg, også tænkt: Hvis man er tryg i det, man gør, kan man koncentrere sig om det væsentlige.

Smagsprøver fra Man skal aldrig …

Den første, Man skal aldrig …, gik som varmt brød. Jeg synes lige, I skulle have et par smagsprøver:

»Man skal aldrig tage plads før damerne eller sætte sig, før vært eller værtinde har givet signal hertil.

Man skal aldrig tale, mens man lægger mad på sin tallerken.

Man skal aldrig spærre albuerne ud til siden, når man skærer kødet itu. [Den sidste formulering er usikkert transskriberet.]

Man skal aldrig stikke med gaflen eller bruge den som dolk.

Man skal aldrig sidde og dreje tommelfingrene om hinanden.

Man skal aldrig lege med kvaster, knapper eller hvad der ellers findes i ens [ordet er uklart].

For at kunne kaldes beleven må man først og fremmest altid være rolig og behersket.

En dame skal under alle omstændigheder altid handle som en dame over for andre.«

Sådan kunne vi blive ved.

Takt og Tone

Emma Gads første publikation som forfatter var et skuespil og gav hende betegnelsen scenekunstner. Hendes sidste publikation, som kom i 1918, da hun var 66 år gammel, gav hende betegnelsen livskunstner. Det var Takt og Tone. [Årstallet er først gengivet som 1911 i transskriberingen, men umiddelbart efter som 1918; her er 1918 anvendt.]

Egentlig hedder den også Om Omgang mellem Mennesker, men det bruger vi aldrig. Vi kalder den kun Takt og Tone.

Det blev omgående en bestseller. I det første år kom den i ikke mindre end 13 oplag, og flere udgivelser er det blevet til op til vores tid.

Takt og Tone er Emma Gads helt personlige talerør, hvor hun som arv til danskerne forsøger at videregive det, hun stod inde for i den periode, der blev hendes. Der er faktisk både kløgt, humor, selvironi og stor menneskeforståelse.

Den er også et kulturhistorisk billede af vore [slægtskabsbetegnelsen er uklar] og bedsteforældres tid. En del af indholdet forekommer altså pudsigt, det vil jeg sige. Men det var en anden tid. Når man læser, kommer man også til at mindes træk hos sine egne fjernere slægtninge.

På bogens 237 sider giver Emma Gad anvisninger på livets spilleregler mellem mennesker fra vugge til grav, året rundt, i hverdag og fest.

I forordet toner hun rent flag fra første linje ved direkte og kontant at formulere sit grundsyn:

»Vær ikke snobbet. Vær ikke vigtig. Vær ikke underdanig. Vær fordringsfuld over for Dem selv, men ikke over for andre.«

Det er jo også ret flot at have som [sætningen afsluttes ikke]. Så uddyber hun med følgende tilføjelse:

»Virkelig god opførsel kommer indefra, naturligt fra det sind, som er åbent for velvilje, forståelse og medynk med andre.«

Hun forestillede sig ikke, at takt og tone kunne læres på [ordet er usikkert transskriberet som »kort«]. Høflighed var for hende identisk med mellemmenneskelig respekt og hang simpelthen sammen med den indre karakter.

Hun fastholdt de dele af konventionen, hun fandt værdifulde, og understregede, at man altid skal se dybere. Man skal ikke bare holde en etikette for at holde den. Der skal være [ord mangler].

I den ånd lyder hendes afsluttende ord i præsentationsartiklen til Takt og Tone:

»Kun én hovedregel for alt menneskeligt samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine medmennesker ud fra et godt hjerte.«

I forordet har hun også med ophøjet ro og lune forudset al den kritik, bogen ville blive udsat for, også langt ud i fremtiden.

De sidste år

Efter Takt og Tone nåede Emma Gad ikke at få skrevet sine erindringer. Hun var blevet opfordret til det af forlaget Gyldendal og var også ved at lave en disposition.

Det er ærgerligt, at hun ikke fik skrevet erindringer, for hun kendte alle og havde arbejdet med så mange, der kom til at præge tiden.

I 1920 døde hendes mand Urban. Han var 79 år gammel. Det var en rigtig stor sorg for Emma. De havde delt alting og givet hinanden [sætningen er ufuldstændig].

Som man skrev i samtidens aviser, bar hun det med værdighed. Hvordan man så lige gør det, ved jeg ikke.

Ingen vidste på det tidspunkt, at hun også var syg. Hun havde længe holdt det for sig selv. Vennerne kendte lidt til, at hun døjede med muskelsmerter. De dækkede reelt over en alvorlig nervebetændelse. Den kunne ikke kureres, var meget pinefuld og blussede voldsomt op efter tabet af Urban.

Ni måneder senere døde hun, i en alder af 69 år. Hendes begravelse foregik fra Holmens Kirke den 12. januar 1921. [Alder, dato og tidsinterval bør kontrolleres; aldersangivelsen stemmer ikke med den fødselsdato, der nævnes i første del.]

Til højtideligheden havde hun valgt »Lær mig, o skov, at visne glad«, »Dagen går med raske fjed« og den, vi sang først, [sangtitlen er uklar; muligvis »Dejlig er jorden«].

Et meget stort følge, bestående af folk fra alle samfundslag, mødte op for at vise Emma den sidste respekt. De kom også fra Humlebæk, både folk, hun havde boet iblandt, og hendes gamle tjenestepiger. Hun havde faktisk købt et hus til dem deroppe, så de kunne blive gamle sammen. Tjenestepigerne dannede æresvagt for hende i Holmens Kirke.

De fortalte, at de huskede hende som flittig, positiv, lys, glad og generøs. Sådan blev hun husket i sin tid, som en, der havde brugt sine kræfter og evner optimalt.

Efterskrift

Vi er tæt på overbeviste her på redaktionen.