Lokalpolitik handler om liv. Dit og mit liv. Der skal træffes beslutninger, som kan være afgørende for din økonomi og min trivsel. Og vi er afhængige af at vi lykkes – i fællesskab. Uanset om det drejer sig om en sportshal, fjernvarme, en SFO eller en genbrugsplads. Skal vi uykkes, skal vi lykkes sammen.

Derfor er tillid alt afgørende, i det skrøbelige – men dog stærke – demokrati, som på mange måder er den lim der får det hele til at hænge sammen.

Forleden var jeg til generalforsamling i ejerforeningen, hvor jeg bor. En ofte overset ekstremt vigtig brik i alles økonomiske liv. For falder din ejendom i værdi, har det en næsten omgående negativ konsekvens for opsparing, pensionsmuligheder, rente du skal betale og så videre.

Så skulle man jo forvente, at denne slags møder var centrum for voldsomme magtkampe, dagsordensfnidder og intriger? Det sker sjældent, er min erfaring. I stedet lyttede alle til hinanden, og respekterede de meget forskellige aldre, kompetencer og erfaringer. Alle kunne – og skulle være med.

Igen er den “hemmelige” ingrediens tillid. Vi stoler på formanden og kasseren og de andre i bestyrelsen.

På samme måde stoler vi på vores kommunalpolitikere, for vi stoler på, at det de gør, er det, vi “aftalte” ved valget. Og at forvaltning, politikere og borgere kan stole på, at de alle har adgang til den samme viden. Og ikke skjuler noget for hinanden. Af gode eller dårlig grunde.

Her er vi så fremme ved en helt almindelig og lidt kedelig dansk pløjemark, som ligger lige der, hvor IBM i tidernes morgen kæmpede og fik retten til at besejre naturen.

Lige nu har 1.117 personer læst en kort artikel om denne mark. På mindre end en uge. Så den interesserer virkelig vores læsere. og i lokale debatter er tonen hård.

På Ny Allerødgårds jorde er det planen, at der skal være en blanding af erhverv og natur. Mindst en stor global virksomhed har udtrykt sin interesse. Og pludselig haster alting og alt skal være hemmeligt. Men nu begynder vores folkevalgte politikere at pille ved grundstenen i vores demokrati. For hvorfor skal det nu gå så hurtigt,? Den interesserede virksomhed har ikke syndeligt travlt. De udforsker bare mulighederne.

Og hvorfor er det nødvendigt, at lokalplanen for området skal varetages i sit helt eget spor? Har de mon tænkt på det trafikkaos, der let kan blive konsekvensen af at lukke flere hundrede yderligere biler ud på Sortemosevej, som i forvejen er proppet? Og hvad med grundvandsindvingen til Blovstrød. Har de tænkt på det?

Bare det, at vi tænker disse spørgsmål viser, at vi er ved at miste det vigtigste – tilliden. Jeg håber at Byrådet på dagens møde vil åbne denne proces mere op. Så vi alle kan sove roligt.

Men indtil da har Blovstrød LiV ansøgt om aktindsigt i hvem der henvendte sig til Allerøds beslutingstagere i denne sag og hvornår det skete.

For det er mediernes rolle at holde øje med vores polikere. At de lever op til deres ansvar. Også når de trækker et slør henover deres handlinger.

For at bevare den vigtigste katalysator i vores vores demokrati: tilliden.