En noget nytænkende kulturbegivenhed er på vej til Allerød.
Formanden for Allerød Handelsforening, Lone Thomsen, som til daglig ejer frisørsalonen Blush & Shadow, har nemlig besluttet at kaste sig ud i performancekunstens verden. Det sker med debutværket “Ranslirpa”.
Hele bestyrelsen bakker ifølge Lone entusiastisk op om projektet og har valgt at engagere sig aktivt i forestillingen.
“Vi har jo altid arbejdet tæt sammen i bestyrelsen, så det føltes helt naturligt at inddrage dem i den kunstneriske proces,” fortæller Lone. “De har derfor meldt sig både som praktiske hjælpere, sceneteknikere og ikke mindst baggrundsdansere.”
Publikum vil derfor også kunne opleve:
Næstformand Thomas Boberg Jensen fra Tøjeksperten
Kasserer Lisbet Bjergskov Mylov fra Nordea
Bestyrelsesmedlemmer Ole Bigler fra Kvickly
Jakob Grabas fra Nyt Syn – Brillehuset
samt Suppleanterne Cecilie Hermansen fra Hermansen Smykker & Ure og Annette Lund fra Cloe Serré.
Ifølge Lone bidrager bestyrelsen hver især med deres egne særlige kompetencer:
“Nogle har styr på økonomien, nogle på logistikken — og nu finder vi forhåbentlig også ud af, hvem der har rytmesans.”
Premieren finder sted på scenen i biografsalen i Allerød Bio den 1. april, som for første gang i husets historie lægger rammer til et live performanceværk før aftenens filmvisning.
Ifølge Lone Thomsen selv udspringer idéen af mange års erfaring med både kreativitet og præcision:
“Som frisør arbejder jeg jo allerede med form, balance og timing, og nogle gange også med kunder, der har svært ved at sidde stille. Det føles derfor som et helt naturligt næste skridt at arbejde med performancekunst,” fortæller hun.
Værket beskrives som en sanselig totaloplevelse, hvor publikum inviteres ind i et eksperimenterende univers af dans, sang og praktisk håndværk, alt imens Lone Thomsen forsøger at bygge en reol helt fra bunden.
“Det handler egentlig om livets små udfordringer. Om at stå med en vejledning, man ikke helt forstår, mangle en skrue undervejs, og alligevel prøve at få det hele til at hænge sammen.” forklarer hun.
Teaterdirektør Anna Malzer fra Mungo Park bakker op om projektet:
“Det er modigt, grænsesøgende og helt i tråd med moderne performancekunst, hvor processen er vigtigere end resultatet. Vi er især spændte på at følge den dramaturgiske udvikling fra første planke til sidste skrue.”
Hos Allerød Bio er man også klar til den usædvanlige premiere. Formand Henriette Holmgaard udtaler:
“Vi plejer jo at vise store dramaer på lærredet, men denne gang får publikum mulighed for at opleve spændingen udfolde sig live. Vi sørger selvfølgelig for, at popcornmaskinen kører på fuld kraft, og at baren er klar med vin og kaffe, så man kan følge reolbyggeriet under helt optimale biografforhold.”
Publikum kan ifølge arrangørerne forvente musikalske indslag, spontane fortolkninger af brugsanvisningen og en afsluttende refleksionsfase, hvor man i fællesskab vurderer, om reolen faktisk står lige.
Lone Thomsen lover dog én ting:
“Jeg kan ikke garantere, at reolen bliver færdig, men jeg kan garantere, at der bliver arbejdet med både volumen, struktur og masser af finish.”
Premieren finder sted 1. april kl. 19, og interesserede opfordres til at møde op med åbent sind, samt eventuelt egen unbrakonøgle.
